Børnesang - "Oles Nye Autobil"

Her kan du lære at spille børnesangen “Oles Nye Autobil” på guitar. Der er kun 2 lette akkorder, så det er en super guitar begynder sang! Og så er den et sikkert hit blandt børn og barnlige sjæle. Melodien er skrevet af Oluf Ring og teksten er af Rafael Rafaëlis. Du kan downloade tekst og akkorder til “Oles Nye Autobil” ved at klikke på boksen med +. Du skal have en Capo på i 2. bånd hvis du skal spille “Oles Nye Autobil” sammen med Kim Larsen. Han laver desuden nogle længere pauser på D inden han starter på verset igen. Se formen længere nede.

Download tekst og akkorder

Download en pdf fil med teksten og akkorderne direkte til din computer, tablet eller telefon. Der følger både en e-bog om akkorder og gratis guitarundervisning med i din indbakke!

Oversigt over lektionen:

Akkorder – 1:09

Langsom gennemspilning – 1:34

Avanceret strumming – 2:52

Opgang – 6:41

Gennemspilning – 8:32

Akkorder

Når du skal spille “Oles Nye Autobil” på guitar skal du bruge følgende akkorder:  D og A7.

Rytme

Du kan sagtens spille “Oles Nye Autobil” med nedslag på alle 4 pulsslag. Eller bare med 1 nedslag per akkord. Men jeg giver dig også et bud på en noget mere kompliceret strumming figur. Den tager udgangspunkt i nedslag på alle ottendedele. Men på pulsslagene skal du spille enkelt strenge på skiftevis grundtonen (1 + 3 slaget) og strengen dybere (2 + 4 slaget). Og på “og” slagene skal du spille de 4 nederste strenge som et slags mellemslag. Det lyder fedt hvis du dæmper mellemslagene med roden af din højrehånd, nærmest samtidig med at du rammer med plekteret. Det kræver noget øvelse og noget timing at få til at fungere. Det er vigtigt at dit håndled ikke er bøjet når du spiller. Prøv at dreje håndleddet en kvart gang i nedslaget, så plekteret starter med at pege op mod dig selv og ender lige ind mod strengene. Lidt samme bevægelse som hvis du skulle løsne en skrue. Det gør det nemmere at ramme og dæmpe samtidig, end hvis du spiller helt lige ned fra albuen.  

Form

Der er kun 1 stykke i “Oles Nye Autobil”. Så det er ret overskueligt. Vers – | D A7 | A7 D | D | A7 D |   Hvis du skal spille med Kim Larsen starter han sådan: Intro | D | A7 | D | D | og så videre i verset. Mellem hvert vers spiller han 1 1/2 takt D. Så altså 6 pulsslag på D inden verset starter igen. Husk Capoen i 2. bånd.