Om mig
Hej, jeg hedder Jakob
Jeg er guitarist, guitarlærer og manden bag GuitarTid.
Siden 2017 har jeg bygget GuitarTid.dk op med videolektioner til sange, akkordoversigter, artikler om guitar, læringsforløb og små øvespil. Undervisningen er både for dig, der skal lære de første akkorder, og dig, der allerede spiller og gerne vil videre.
På GuitarTid.dk får du gratis sanglektioner, akkordoversigter og tips og tricks. Du kan også tage mit begynderkursus gratis.
Som medlem af GuitarAkademiet får du et sammenhængende læringsforløb, der guider dig trin for trin. Du kan selv sammensætte et personligt øveprogram, så du ved, hvad du skal øve dig på. Du får også øvevideoer og spil, liveundervisning og et inspirerende fællesskab, hvor du kan få hjælp og dele erfaringer med andre guitarister.

Min undervisning
Jeg har undervist i guitar i mange år, både privat, på musikskoler og på MGK. Blandt andet har jeg arbejdet seks år på Ballerup Musikskole.
Den erfaring bruger jeg hele tiden, når jeg laver lektioner til GuitarTid. Jeg har gennem årene set, hvor eleverne ofte går i stå, og hvor der er brug for en grundigere forklaring eller en anden måde at vise tingene på. Det prøver jeg at tage højde for i videoerne, så du også får hjælp med de ting, der kan drille undervejs.
At blive bedre til at undervise gennem skærmen har fyldt meget i mit arbejde, siden jeg startede GuitarTid. Det vigtigste for mig er, at du kan sidde med guitaren derhjemme og mærke, at undervisningen hjælper dig videre.
Der skal være musik i det
For mig er noget af det bedste ved at undervise at opleve, når en elev pludselig får musikken til at fungere. Når det, der før var svært, begynder at lyde godt, og man får lyst til at spille videre.
Derfor prøver jeg at gøre vejen så kort som muligt fra det, vi øver os på, til at spille musik. Også når vi arbejder med teknik, vil jeg gerne have, at du kan høre, hvad du skal bruge den til, og får noget musikalsk ud af det undervejs.
Jeg er også optaget af, at man kan skabe musik selv. Jeg har haft mange elever, som har opdaget, at de kunne skrive deres egen musik med ganske få midler, selvom de endnu ikke kunne ret meget på guitaren. Den oplevelse vil jeg gerne give videre i mine lektioner.
“Jeg bliver så glad af at opleve din undervisning og den opmuntrende tilgang, du har!”
“Jeg var dybt motiveret af dine kurser og spillede derfor ret meget, hvilket fik en gemt forholdsvis stor ild i mig selv, der brænder for musik, vækket til live, takket være dig, Jakob.”
“Både blues og senest jazz kurset er inspirerende, lærerige og nemme at gå til i starten, selv om det er svære discipliner, så kommer man i gang og kan bygge lige så stille på.”

Mit liv med guitaren
Jeg fik min første guitar som 9-årig, og min far viste mig de første to akkorder. Da jeg var 14, spillede jeg min første rigtige koncert med hans band, og siden har en meget stor del af mit liv handlet om guitaren.
Efter gymnasiet gik jeg på MGK i Vojens i Sønderjylland og fortsatte derfra på Rytmisk Musikkonservatorium i København, hvor jeg blev færdiguddannet i 2005.
Siden har musikken ført mig langt omkring. Især med ska- og rocksteady-bandet Babylove & the Van Dangos, som jeg har turneret med i Europa, Japan og Sydkorea. Undervejs har vi blandt andet spillet på Roskilde Festival og Skanderborg Festival, og det er blevet til mange timer både på scenen, i øvelokaler, studier og mistænkeligt lugtende bandbusser.
Med americana-bandet Lilyphone havde vi i en årrække base i Nashville og rejste frem og tilbage til USA. Det blev til indspilninger, en masse koncerter og nogle kæmpestore oplevelser.
Jeg har også spillet guitar for andre kunstnere, både på scenen og i studiet. Og så har musikken ført mig til Irak og Afghanistan flere gange, hvor jeg har spillet for danske og internationale soldater.
I dag spiller jeg fortsat med Babylove & the Van Dangos og spiller mange børnekoncerter med Katrine Bille og mange reggae-skolekoncerter i LMS-regi. I den senere tid er New Orleans-musikken også begyndt at fylde mere.
Samtidig er der musik på vej med det nye projekt Mosquito. Her spiller vi dansksproget americana, og jeg er virkelig glad for at være en del af det fantastiske band. Vi arbejder på en udgivelse, som kommer i 2027.
Familie og fritid
Jeg er gift med Christina, og vi bor i et hus i Kastrup med vores to drenge og vores hund, Marley Bob.
Jeg har altid rejst meget, og nu rejser vi meget med børnene. De seneste år har vi blandt andet kørt rundt i New Zealand og Canada i campervan, og vi tager også på skiferie flere gange om året. Jeg er vild med ture, hvor vi både får store naturoplevelser og er helt tæt sammen.
Til hverdag går jeg op i at spille tennis, se fodbold, være i haven og læse bøger. Og så spiller jeg computerspil og brætspil sammen med drengene.


Spil med
Med GuitarTid vil jeg samle guitarundervisning med en rød tråd, så du kan bygge videre på det, du lærer. Du kan bruge lektionerne, når det passer ind i din hverdag, uanset hvor i verden du sidder med guitaren. Både når du har en kort stund, og når du har tid til at fordybe dig.
Har du lyst til at spille med, kan du finde en sang her eller læse mere om GuitarAkademiet.
Du er også altid velkommen til at skrive til mig på jakob@guitartid.dk.

