Hvordan stemmer man sin guitar?

Noget af det der kan være ret bøvlet når man skal lære spille er, at man er nødt til at sørge for at at guitaren stemmer. Selv de aller bedste guitarister i verden ville lyde helt forfærdeligt, hvis de ikke brugte tid på at stemme guitar. Så det er vigtigt at lære.

Jeg har lavet en video, der grundigt gennemgår den letteste måde du kan stemme din guitar på, hvis du aldrig har prøvet det før. Det kræver at du har en telefon eller en tablet, hvor du kan installere en guitar stemme app. Men jeg viser også en metode til at stemme din guitar online, hvis det ikke kan lade sig gøre. Så du burde være dækket ind:-)

Der er mange forskellige måder man du stemme dine guitarstrenge på. Blandt mulighederne er:

  • Guitar stemme app til telefon eller tablet
  • Online guitar stemmer
  • Fysisk guitar stemmer
  • Andre instrumenter. F.eks evt klaver
  • Udelukkende ved at lytte til strenges indbyrdes toner

Guitar Stemme Apps

Guitar stemme/tuner apps findes i mange varianter. Den app jeg gennemgår i videoen hedder “GuitarTuna” og den er gratis på både iOS, Windows og Andriod platforme.  Det er nok ikke den mest præcise stemme app der findes, men den er super intuitiv og rigtig god til begyndere. Hvis du er mere til præcision end brugervenlighed, synes jeg du skal tjekke enten den relativt billige “Cleartune” (iOS, Android),  eller den virkelig vilde “iStroboSoft” (iOS, Android).  Men så kommer du til at betale lidt for det.

Stemme guitar online

Online tunere hvor du kan stemme din guitar direkte i din browser, er også mangfoldige. Jeg har sjældent brugt det så jeg ved ikke hvordan præcisionen eller funktionaliteten er. Men du kan jo gå på opdagelse med et “online tuner” i din foretrukne søgemaskine. Den hjemmeside jeg nævner i videoen er www.8notes.com, den er valgt helt tilfældigt efter en hurtig søgning.

 

Fysiske tunere

De fysiske tunere er et helt kapitel for sig, og nok også en video værdig på et tidspunkt. De fås i mange formater og helt fra inderlomme til mindre kuffert størrelse. De kan være helt nødvendige hvis man skal stemme guitar i situationer hvor der er støj, f.eks hvis man spiller koncerter. Men de kan være lidt svære at betjene, hvis man ikke er skarp på strengenes navne og rækkefølgen tonerne kommer i. Så for en absolut novice ud i guitar stemningens ædle kunst er GuitarTuna noget lettere.

 

Brug dit øre

Jeg synes helt afgjort, at du på et tidspunkt skal lære at stemme kun ved at bruge dit øre. Enten ved at lytte til tonerne på et andet instrument eller ved at lytte efter strengenes toner indbyrdes . Men det bliver en anden video, for når du er helt eller relativt ny på guitaren, handler det om at bruge mindst mulig tid på at få den til at stemme og mest mulig tid på at spille!