KOM GODT I GANG MED GUITAREN
Sådan stemmer du
din guitar
En streng ad gangen. Her kan du høre tonerne, finde den rigtige streng og lære, hvad du skal gøre, når tuneren viser for lavt eller for højt.
STANDARDSTEMNING
Lær dine seks strenge at kende
Fra den tykkeste til den tyndeste:
E · A · D · G · H/B · E
Vælg en streng. Tryk derefter på “Hør tonen”.
6. streng · den tykkeste
Den dybe E-streng. Din tuner skal vise E — eller E2, hvis den også viser oktav.
Tonen gentages, indtil du trykker Stop tonen. Siden lytter ikke til din guitar.
Hvorfor står der både H og B?
Den næsttyndeste streng hedder H på dansk og B på engelsk. Det er den samme tone. De fleste apps og tunere viser B, så det er B, du skal ramme. Engelsk B♭ er en anden tone.
Streng 6 er tykkest, streng 1 er tyndest. De to E-strenge har samme tonenavn, men den tynde klinger to oktaver højere. Tonerne her er syntetiske referencetoner i standardstemning (A = 440 Hz).
Inden du drejer på noget
Brug gerne en clip-on-tuner eller en tuner-app, hvis du er ny. Den viser, om din tone er for lav eller for høj. Referencetonerne ovenfor er et supplement, når du vil sammenligne med øret.
- Tag capoen af, og vælg almindelig standardstemning på tuneren. På en app kan den hedde “Standard” eller “E A D G B E”.
- Bruger du en app, skal den have adgang til mikrofonen. Læg telefonen tæt ved guitaren, og find et roligt sted.
- En clip-on-tuner sættes fast på guitarens hoved. Vælg guitartilstand eller kromatisk tilstand — ikke ukulele eller bas.
FRA FØRSTE ANSLAG TIL STEMT GUITAR
Sådan stemmer du — trin for trin
Start med den tykkeste streng, og arbejd dig hen mod den tyndeste. Du skal ikke holde en finger på gribebrættet: strengene skal klinge frit.
Find strengen og dens stemmeskrue
Følg den tykke E-streng hele vejen op over gribebrættet til den skrue, den er viklet om. Guitarer har forskellige hoveder, så gå efter selve strengen i stedet for at gætte ud fra skruens placering.
Slå én streng an
Slå den roligt an med en finger eller et plekter. Dæmp de andre strenge med hånden, og lad den valgte streng ringe. Giv tuneren et øjeblik til at finde tonen. Slå an igen, når lyden er ved at dø ud.
Se efter det rigtige tonenavn
På den tykke E-streng er målet E. På de næste er det A, D, G, B og E. En grøn viser er kun rigtig, når tonenavnet også passer. En kromatisk tuner kan sagtens vise en ren tone, som er den forkerte for strengen.
Er guitaren meget ustemt, og er du usikker på, hvilken vej du skal? Sammenlign forsigtigt med referencetonen, eller få hjælp til grundstemningen. Undgå at spænde videre på må og få.
Justér lidt ad gangen
Viser tuneren for lavt, skal strengen strammes lidt. Viser den for højt, skal den løsnes lidt. Slå strengen an igen, og se, om du nærmer dig målet.
Retningen på skruen afhænger af guitarens hoved og af, hvordan strengen er viklet. Prøv en ganske lille drejning, og kontrollér ændringen. Skru aldrig et helt stort stykke i blinde.
Find midten — og tag den næste
Når det rigtige tonenavn vises, og viseren falder til ro omkring midten, er strengen stemt. Fortsæt med A, D, G, H/B og den tynde E-streng. Du kan vælge hver enkelt i oversigten ovenfor.
Kontrollér alle seks en gang til
Når du ændrer spændingen i strengene, kan de påvirke hinanden. Tag derfor en ekstra runde fra den tykke E til den tynde E. Spil derefter en akkord, du kender, og lyt.
PRØV DET FØRST HER
For lav eller for høj?
Øv sammenhængen mellem strengens spænding og tonen, inden du drejer på din guitar. Start lyden, lyt, og prøv at stramme eller løsne. Markeringen er rød, når tonen er for lav eller for høj. Når du rammer A i midten, bliver den grøn.
Dette er en simulation. Den bruger ikke mikrofonen og kan ikke stemme din guitar.
Målet er A — den femte streng
Tonen er for lav. Prøv at stramme strengen lidt.
Tryk Hør øvetonen. Tonen gentages, indtil du stopper den.
Se, hvordan du stemmer guitaren
Her viser jeg, hvordan du stemmer din guitar med en tuner. Se med, og prøv selv på din egen guitar.
Apps og onlineværktøjer kan have ændret udseende eller funktioner. Følg vejledningen her på siden, hvis noget ser anderledes ud.
Stem efter gehør – uden tuner
Når du kender tuner-metoden, kan du prøve at stemme strengene i forhold til hinanden. I videoen viser jeg 5.-båndsmetoden og undtagelsen mellem G- og H-strengen.
Brug én korrekt referencetone, hvis guitaren skal passe til andre instrumenter eller en indspilning. Uden en reference kan guitaren stemme med sig selv og stadig ligge for højt eller lavt.
Når stemningen driller
Her er de steder, hvor det er let at gå i stå.
Tuneren bliver ved med at vise for lavt
Stop med at stramme. Tjek først, at du drejer på skruen til den streng, du faktisk spiller på. Tjek derefter standardstemning og det rigtige tonenavn. En svag lyd eller en forkert indstilling kan snyde. Hvis strengen allerede føles meget stram, skal du have hjælp, før du spænder mere.
Viseren hopper frem og tilbage
Dæmp de andre strenge, og slå kun én streng roligt an. Vent et kort øjeblik efter anslaget. Flyt telefonen tættere på guitaren, eller tjek at clip-on-tuneren sidder ordentligt fast. Slå an igen, når tonen bliver svag; du behøver ikke jagte hver lille bevægelse.
Appen reagerer slet ikke
Tjek mikrofontilladelsen i telefonens indstillinger. Luk andre apps, der bruger mikrofonen, og prøv i rolige omgivelser. Tonerne på denne side er kun til at lytte til — de måler ikke din guitar.
Min tuner viser B, men du siger H
Det er korrekt på den næsttyndeste streng. Dansk H og engelsk B er samme tone. Brug B på en engelsksproget tuner. Du skal ikke vælge B♭.
Guitaren bliver hurtigt ustemt igen
Nye strenge skal ofte stemmes flere gange i starten. Temperatur og ændringer i strengenes spænding spiller også ind. Kontrollér alle seks igen. Hvis én streng bliver ved med at glide, kan den være viklet forkert eller have et andet problem; få hjælp til at se på den.
Appen vil have mig til at betale
GuitarTuna tilbyder standardstemning gratis, men viser også betalte muligheder. Du behøver ikke et abonnement for at lære at stemme i almindelig standardstemning. Skærmbilleder og tilbud kan ændre sig. En almindelig clip-on-tuner er et alternativ, hvis du helst vil undgå appen.
Kan jeg stemme helt uden tuner?
Se videoen om at stemme efter gehør, når du vil prøve at stemme strengene i forhold til hinanden.
Ja, du kan sammenligne hver åben streng med referencetonen her på siden. Spil lydene skiftevis, og lyt efter, om guitarens tone er lavere eller højere. Det kræver øvelse — især at høre den rigtige oktav. Som begynder er det lettere at lade en tuner hjælpe og bruge lydene til at lære strengene at kende.
Alle seks strenge stemt?
Så er du klar til at spille. Gør det til en vane at tjekke stemningen, hver gang du tager guitaren frem.
Gå til det gratis begynderkursus

hvad kan jeg have gjort galt hvis den bliver ved med at ligge på low, selvom jeg drejer og sørger for kun at ramme den rigtige streng?
Hej Frederik. Det kan være fordi “auto” knappen i højre hjørne er slået fra? Hvis den er slået fra skal man selv vælge hvilken streng man er i gang med at stemme, ved at trykke på bogstavet der svarer til den pågældende streng. Det kan være smart hvis strengene slet ikke er i nærheden af at stemme. Men hvis de er relativt tæt på hvor de skal være, er det meget mere overskueligt at sætte auto knappen til.
Den eneste anden mulighed jeg kan komme i tanke om er, at du måske kommer til at dreje på stemmeskruen til en anden streng end den du spiller på. Det sker typisk når man kommer til 3. streng og så kommer til at skrue på 1. strengs stemmeskrue. Men så vil du kunne høre at strengens tone ikke ændrer sig.
Jeg håber det lykkes at få den til at stemme:-)
Jeg brugte guitarTuna og fik en knækket streng til resultat.
Det var G-strengen der var problemer med og den ville bare ikke lægge hvor den skulle.
Til sidst sprang den.
Nogen idé om hvad der har været galt?
Jeg kan simpelthen ikke få min h streng til at stemme. Ja jeg kan faktisk slet ikke få den frem på min ellers udmærkede tuner….Hvad dælen gør jeg galt?
Vh Tina
Har tilmeldt mig. Super fedt at du gider lave det her. Har dwl GuitarTuna på GP. Ser dog ikke ud til at være gratis, men kun “7-days free trial”. Så må lede efter en anden om en uge til at stemme. Men fik dog stemt guitaren for nu.
Hej Anja.
Tak for beskeden! Godt det lykkedes at få stemt guitaren. Jeg skal vist lige have lavet en ny video, hvis GuitarTuna ikke er gratis længere.. Du kan helt sikkert finde andre gratis stemme apps, så det er ikke nødvendigt at betale for at få guitaren stemt:-)
Kom til at ligne en kommentar til Tina.
Det var ikke meningen. Var ment som en generel kommentar/info om valg af stemme-app’en
GuitarTuna.